Freezepop er en amerikansk synthpop-trio og det nærmeste Si Señor kommer et venskabs-band. De har base i Boston, hvor de tilhører miljøet omkring indie-pladeselskabet Archenemy Records, men deres iørefaldende og kitschede dåse-pop er stor kult og har små skarer af tilhængere i mange lande.
Si Señor mødte Freezepop for første gang i oktober 2001, hvor vi spillede med dem i Boston - på deres stamsted TT The Bears - og i Concord New Hampshire. Vi boede for øvrigt også hos dem i The Archenemy Compound - et Villa Villakulla-hus i et studenterkvarter i Boston-forstaden Allston. Siden har de været i Danmark et par gange, hvor vi også har haft fornøjelsen af at spille med dem.
Det nærmeste Si Señor hidtil er kommet på et internationalt hit, er vores sang ‘Do you like boys?’, som Freezepop har indspillet, og som er blandt den mest populære på deres plade ‘future future future perfect’. Der er også et lille aftryk på den tidligere plade ‘Freezepop Ultra Fresh’ hvor sangen ‘bike thief’ handler om ingen ringere end Jøe og hans uskik med at betjene sig af andre menneskers ulåste cykler.
Freezepop kan tjekkes alle mulige steder, naturligvis på deres hjemmeside, på Myspace og på Allmusicguide.